Lagkage m. Banan & Chokolademousse
I søndag’s fejrede vi min fødselsdag med familiebesøg, lagkage og skønne gaver.
Jeg elsker lagkage, men vi får det bare alt for sjældent! Så ret hurtigt faldt valget af kage på lagkage. Min oprindelige plan var at lave en lagkage med 2 slags mousse; brombærmousse og chokolademousse. Men efter et mislykket forsøg på brombærmousse, blev det i stedet til lagkage med banan, kagecreme og chokolademousse.
Tror det var held i uheld at brombærmoussen mislykkedes, for lagkage med chokolademousse og banan smager himmelsk godt.
Da tiden var knap, blev det (denne gang) den nemme løsning med købte lagkagebunde og kagecreme. Hvis du gerne vil lave hele molevitten selv, så bugner internettet af skønne opskrifter på lagkagebunde og kagecremer.
Lagkagen laves dagen før den skal spises!!
Ingredienser:
- 3 lyse lagkagebunde
- 2 bananer i tynde skiver
- Kagecreme
Chokolademousse:
- 100 g mørk chokolade 70 %
- 2 bægre pasteuriserede æggeblommer
- 40 g sukker
- 2 1/2 dl piskefløde
- 1/2 – 1 tsk. revet appelsinskal
Pynt:
- Flødeskum
- Blåbær
- Knuste rutebiler
1. Rør kagecremen og stil den på køl.
2. Chokolademousse…
Hak chokoladen fint og smelt den over vandbad. Pisk æggeblommer og sukker helt hvide og hæld forsigtigt den smeltede chokolade i blandingen imens du pisker. Vend appelsinskal i chokolademassen og stil den til side.
Pisk fløden til skum og vend forsigtigt lidt af skummet i chokolademassen. Vend nu forsigtigt blandingen i det resterende flødeskum og vend indtil du har en ensartet mousse. Stil chokolademoussen lidt på køl, alt imens du klargør bananskiver og lagkagebunde.
3. Saml lagkagen direkte på et fad eller i en springform.
- Fordel et tykt lag chokolademousse og bananskiver på første lagkagebund og læg næste bund over.
- Smør et tyndt lag chokolademousse på bunden og slut af med bananskiver, et tykt lag kagecreme og tredje lagkagebund.
- Pak den samlede lagkage ind i staniol og sæt den på køl til næste dag.
4. Pynt hele lagkagen med flødeskum. Knus rutebilerne til drys og fordel drysset på kanten af lagkagen. Toppen af lagkagen pyntes med friske blåbær.
God fornøjelse!