4
nov
2016

Efterår, hverdagsglimt & trylledrik

akeleje-froe-froesamling-sensommer-glaede-seeds-byblikfang

Så blev det endelig efterår og tid til at fordybe sig i nye projekter, drømme om næste års havesæson og hygge med bagværk, simremad og stearinlys!

Jeg elsker; efterårets smukke farver og smagfulde æbler // Duften af kanel og rosmarin // Gåture i skoven // Strik og lag på lag tøj // Varm kakao og chai te // Sofahygge og gode film ♥

I løbet af sensommeren har jeg samlet frø langs vejkanten i håb om at pryde vores have med Akeleje og Lupiner. Nogle af frøene har jeg allerede sået og resten vil jeg prøve at forspire til foråret. Udover at så frø har jeg også sat fine løgplanter og adopteret 8 smukke staude-stiklinger fra mine forældres have.

Jeg glæder mig meget til at se alle de fine planter i blomst.

homegrown-apples-hjemmeavl-madaebler-aebler-til-mos-efteraarsmad-mormormad-efteraar

Hvert efterår laver jeg altid æblemos til fryseren, da vi elsker Gammeldag’s æblekage. I år har vi fået de lækreste madæbler fra moster Janes have, sorten hedder Belle de Boskoop og giver en dejlig syrlig sød mos perfekt til æblekage.

Æblemos:

  • 1 1/2 kg danske æbler
  • 1/2 vanillestang
  • 1 dl vand
  • Rørsukker efter smag

Skral æblerne og skær æblekødet i tern • Flæk vaniljestangen og skrab kornene ud med en kniv • Kom æbler, vanillekorn blandet med lidt sukker og selve vanillestangen i en gryde • Tilsæt vand og lad det simre til æblerne er møre • Pisk æblerne til mos og lad mosen simre til du har en ønsket konsistens • Smag æblemosen til med rørsukker • Mosen afkøles og fryses ned.

Jeg laver altid Gammeldags æblekage med makroner, mos og flødeskum på toppen. Men man kan også lave det med tvebakker, æblekagerasp, rugbrød ristet i farin aka “Bondepige m. slør”, bagt smuldredej eller knuste småkager, mulighederne er mange.

havregroed-kanel-lakrids-aeble-ingefaershot-sund-stae

Efter en længere periode med ubalance i kroppen og en brændende følelse i maven, har jeg fået mit første helbreds tjek hos lægen.

Jeg har tidligere fortalt at jeg har diagnosen fibromyalgi, hvor smerter og ubalance i kroppen er en del af min hverdag. Alt sammen noget jeg har lært at leve med, men nogle gange bliver det hele bare lidt for meget og så er en tur til lægen på sin plads. Efter en behagelig snak og et grundigt tjek, var alt i den fineste orden. Ingen røde tal er en dejlig besked at få, men det ændre ikke på at min mave stadig er i udu. Og hvad gør man så?

Jeg har lyttet til min krop, mærket efter og begyndt at spise vitaminer i håb om at det kan hjælpe. Kaffe er no go (hvilket er mega øv) men havregrød, bananer, mandler, ingefær og hørfrø har især hjulpet på maveproblemerne.

1/2 banan, 1 håndfuld mandler, en ingefærshot eller et stykke hjemmelavet knækbrød hjælper ret hurtigt på den brændende følelse i maven og er super effektive mod kvalme.

Så efter en lang sommer uden ingefærshot, er jeg igen begyndt at drikke 2 shots dagligt, hvilket helt sikkert er grunden til at min mave er i bedring.

  • Ingefær lindrer mave og tarmproblemer
  • Kurerer og forebygger sygdom
  • Reducerer inflammation og smerte
  • Styrker immunforsvaret

En sand trylledrik, som jeg kun kan anbefale!

 

Ingefærshot:

  • 200 g økogisk ingefærrod
  • 2 økologiske citroner
  • 1 1/2 liter vand
  • 1 spsk. honning

 

Ingefæren skylles og skæres i tynde skiver • Citronen skylles og skæres i tynde skiver • Ingefær, citron og vand koges i 45 minutter • Si det hele og lad honningen opløse i den varme shot • Afkøl og kom den på skoldet flaske • Opbevares på køl  Holdbarhed ca. 14 dage +

 

Håber I nyder efteråret!

Kh Pia

 

2 Svar

    1. Pia Lindrup

      Hej Lene, også dejligt at høre fra dig! Du prikker altså lidt til min dårlige samvittighed, hi hi :-) Lover at få mere gang i bloggeriet, for det er jo så hyggeligt – Rigtig god weekend til dig!

Svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.